Asa



"Huden hænger uløseligt sammen med vores hormoner, fordøjelse, livsstil, stressniveau og det, vi påfører topisk. Den helhedsforståelse præger alt, hvad jeg gør i dag. Jeg arbejder ikke kun med symptomer – jeg arbejder med årsager og med at skabe balance."

Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund, og hvordan har din uddannelse og erfaring påvirket de behandlinger, du i dag specialiserer dig i?

Jeg er uddannet biocosmetic skin therapist – også kendt som holistisk hudterapeut – som mesterlære hos Amazing Space på d’Angleterre. Jeg har været en del af huset i tre år, og min rejse ind i faget udspringer af min egen historie med hudproblemer og acne gennem mange år.

Den personlige erfaring har givet mig en dyb forståelse for, hvor sårbart det kan være at kæmpe med sin hud – og hvor stor en forskel den rette vejledning og behandling kan gøre, både fysisk og mentalt.

Under uddannelsen har jeg lært at se huden som en del af et større system. Huden hænger uløseligt sammen med vores hormoner, fordøjelse, livsstil, stressniveau og det, vi påfører topisk. Den helhedsforståelse præger alt, hvad jeg gør i dag. Jeg arbejder ikke kun med symptomer – jeg arbejder med årsager og med at skabe balance.

Hvad betyder en holistisk behandling for dig, og hvad indebærer det konkret i dit arbejde – og hvordan sikrer du, at dine kunder oplever en helhedsoplevelse, hvor krop, sind og sanser smelter sammen?

For mig betyder en holistisk behandling, at jeg ser og møder hele mennesket – ikke kun huden. Det indebærer, at jeg altid starter med at mærke efter; hvordan har kunden det i dag? Er nervesystemet i alarmberedskab? Er der stress, hormonelle ubalancer eller livsomstændigheder, der påvirker huden?

I selve behandlingen arbejder jeg både med teknisk hudforbedring og med beroligelse af nervesystemet. Mine berøringer er rolige, bevidste og nærværende. Rummet, stemningen og energien er lige så vigtige som produkterne.

 Jeg ønsker, at kunden føler, at tiden står stille. At krop, sind og sanser får lov at smelte sammen. Når jeg kan mærke, at åndedrættet bliver dybere, skuldrene sænker sig, og ansigtet slipper sit spænd – så ved jeg, at vi er dér. Det er i det rum, at huden virkelig bliver modtagelig.

Hvad kendetegner din personlige signatur som spa-ekspert – og hvor adskiller din tilgang sig mest markant fra det, man ellers møder i branchen?

Min signatur er ro, nærvær og ægthed. Jeg går ikke efter hurtige løsninger eller aggressive behandlinger for at skabe øjeblikkelige resultater. Jeg tror på bæredygtig hudforbedring og på, at huden trives bedst, når den bliver mødt med respekt.

Der, hvor jeg måske adskiller mig mest, er i mit fokus på sammenhængen mellem det indre og det ydre. Jeg taler med mine kunder om hormoner, kost, stress og søvn – ikke som løftede pegefingre, men som en invitation til at forstå deres hud i et større perspektiv. Jeg ønsker, at mine kunder føler sig trygge, set og guidet.

En behandling kan være teknisk effektiv, men hvad er det, der efter din mening løfter den til noget næsten magisk og mindeværdigt for kunden?

Det er energien og intentionen bag berøringen. En behandling bliver magisk, når kunden føler sig fuldstændig tryg og overgivet. Når de mærker, at de er i hænder, der både ved, hvad de gør fagligt – og samtidig rummer dem menneskeligt.

Når kunden går gladere herfra, end da de kom – ikke kun fordi huden stråler, men fordi deres nervesystem har fundet ro – så har vi skabt noget, der rækker ud over det synlige.

Hvilke ingredienser og produkter resonerer stærkest med dig – og hvad vægter du højest, når du vælger produkter til dine behandlinger?

Jeg resonerer stærkt med rene, aktive og balancerende ingredienser, der arbejder med huden – ikke imod den. Jeg vægter højt, at produkterne støtter hudens egne funktioner og styrker barrieren frem for at overbehandle. Ingredienser, der beroliger inflammation, balancerer talgproduktionen og styrker mikrobiomet, ligger mit hjerte nært – måske også fordi jeg selv har oplevet, hvor vigtigt det er med en hud i balance.

For mig handler det ikke om trends, men om integritet, dokumentation og følelse. Jeg skal kunne mærke, at produktet harmonerer med min filosofi.

Hvordan arbejder du med at klæde dine kunder på til hjemmepleje, så effekten af behandlingen ikke stopper, når kunden forlader rummet, men bliver en integreret del af kundens hverdag?

Jeg ser hjemmeplejen som en forlængelse af mine hænder. En behandling én gang om måneden kan gøre meget – men det er de små daglige ritualer, der virkelig skaber forandring.  Når kunden forstår sammenhængen mellem deres hudtilstand og de produkter eller vaner, jeg anbefaler, bliver det ikke en pligt – men en bevidst handling.

Jeg forsøger altid at gøre det overskueligt og realistisk. Hellere få, rigtige trin, der kan implementeres i en travl hverdag, end et kompliceret program, der ikke bliver fulgt. Mit mål er, at kunden går herfra med både ro i nervesystemet, glød i huden – og viden i hånden.



Luk
Kurv (0)

Der er ingen produkter i din kurv. Der er ingen produkter i din kurv.



Valuta
Sprog