Stine

"I mit arbejde lægger jeg vægt på stemningen i rummet, rolige bevægelser og en atmosfære hvor sanserne kan falde til ro. Små detaljer som tempo, berøring, dufte og lyd gør en stor forskel for den samlede helhedsoplevelse." 

Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund, og hvordan har din uddannelse og erfaring påvirket de behandlinger, du i dag specialiserer dig i?

Jeg blev uddannet kosmetiker med speciale i spa i 2007, senere uddannet både negletekniker og makeupartist.

Gennem min uddannelse og mine forskellige specialer har jeg bred forståelse for velværebehandlinger og det har altid været de mere rolige og sanselige behandlinger, der har tiltrukket mig mest. Særligt spa-behandlinger har en særlig plads i mit arbejde fordi de giver mulighed for at skabe ro, nærvær hos den enkelte kunde. I en tid hvor mange mennesker lever et travlt liv og hvor stress desværre er blevet en stor del af hverdagen for mange, oplever jeg også en stigende efterspørgsel på velværebehandlinger med mulighed for mental afkobling. Min uddannelse har givet mig et solidt fagligt fundament,men min erfaring har styrket min passion for behandlinger der kombinerer skønhed, ro og fordybelse.

Hvad betyder en holistisk behandling for dig, og hvad indebærer det konkret i dit arbejde?

I mit arbejde lægger jeg vægt på stemningen i rummet, rolige bevægelser og en atmosfære hvor sanserne kan falde til ro. Små detaljer som tempo, berøring, dufte og lyd gør en stor forskel for den samlede helhedsoplevelse. 

Hvad kendetegner din personlige signatur som spa-ekspert – og hvor adskiller din tilgang sig mest fra det, man ellers møder i branchen?

Min personlige signatur er en ærlig og individuel tilgang til hver behandling. Jeg mener ikke at to mennesker er ens og derfor vil mine behandlinger heller aldrig være 100% identiske. Noget af det der adskiller min tilgang mest fra meget af det man ellers møder i branchen er mit syn på aldring. Jeg arbejder bevidst med et mere positivt og realistisk perspektiv på hudens udvikling. For mig handler behandlinger ikke om at bekæmpe hudens linjer og rynker, men om at pleje huden og skabe velvære. Jeg taler derfor ofte med mine kunder om at se huden, og livet, i et større perspektiv. Vores hud fortæller vores historie og den skal vi stå ved og ikke forsøge at bekæmpe. Desuden er kampen mod tiden en tabt kamp. Så accepter i stedet for tiden og nyd livets udvikling. 

En behandling kan være teknisk effektiv – men hvad er det, der løfter den til noget næsten magisk og mindeværdigt for kunden?

Dét der løfter behandlingen til noget helt særligt, er relationen til kunden. Når man kommer til behandling og føler sig set, forstået og tryg, opstår en anden form for nærvær. Jeg bruger energi på at huske hver enkelt kunde, deres behov og preferencer og de små detaljer der gør oplevelsen personlig. Kunden skal opleve at de bliver mødt med en opmærksomhed og få følelsen af at de er i gode hænder. Så bliver det en mindeværdig behandling.

Hvilke ingredienser og produkter resonerer stærkest med dig?

Jeg går ind for en enkel tilgang til hudpleje med få, men aktive ingredienser. Derfor udvælger jeg gerne produkter med retinol, salicylsyre, hyaluronsyre. Derudover anbefaler jeg altid en høj solfaktor uanset årstiden for at beskytte huden mest muligt – eksempelvis High Defense som mange er glade for. 

Hvordan arbejder du med at klæde dine kunder på til hjemmepleje?

Selvom en behandling kan gøre en stor forskel, er det i virkeligheden det, der sker derhjemme mellem behandlingerne, der skaber de største og mest langvarige resultater.

Jeg plejer at sige, at 80–90 % af resultatet ligger i de daglige rutiner. Derfor gennemgår jeg altid klientens hudplejerutine løbende og justerer den efter behov. Mit mål er, at mine klienter føler sig trygge, informerede og godt klædt på – både når det gælder hudpleje, livsstil og nogle gange også kost.

På den måde bliver behandlingen ikke bare et øjebliks velvære, men en del af en længere rejse mod sundere hud.

 

 

Luk
Kurv (0)

Der er ingen produkter i din kurv. Der er ingen produkter i din kurv.



Valuta
Sprog