Amazing Space er bygget på et ønske om at skabe virkefulde produkter baseret på naturlige ingredienser. Naturen er således vores vigtigste leverandør, og derfor spiller det en stor rolle i vores forretning både at bevare og give tilbage til naturen. Derfor betyder det meget for os at bidrage til initiativer og organisationer, som er med til at sikre dette, og arbejder for en bæredygtig fremtid, hvor mennesket lever i harmoni med naturen.
Således går 5% af overskuddet i ”Sweet Charity”-serien til WWF, ligesom vi samarbejder med Chimalaya Charity om at nedbringe børnedødeligheden i Nepal – to vigtige sager som står os nært.
WWF
Sweet Charity - WWF & Amazing Space
- Vi tænder lys for en god sag!
Verden over er naturen og klimaet under pres. Regnskove bliver ryddet, havene forurenet og udledningen af drivhusgasser vender op og ned på vores klima. Verdens unikke naturområder og dyrearter er hårdt pressede.
WWF arbejder for en bæredygtig fremtid, hvor mennesket lever i harmoni med naturen. Dette er områder og kerneværdier, som vi sætter i højt, og Amazing Space er derfor erhvervssponsor for WWF, og tildeler 5 % af overskuddet for hvert solgte produkt fra “Sweet Charity” spa-serien hertil.
Serien består af økologiske duftlys, parfumer og diffusers til hjemmet, og er lavet af naturlig plantevoks og essentielle olier – derfor kan du bogstavelig talt tænde lys for en god sag. Netop disse produkter er oplagte som vært- og værtindegaver, hvor man samtidigt med at bidrage til både vært og WWF også kan viderebringe det gode budskab!
Hos Amazing Space bærer vi stor tillid til WWF, som er en af de dygtigste og mest respekterede internationale naturbevarende organisationer i verden, og går i front i udviklingen af det internationale klima- og naturbeskyttelsesarbejde.
Naturen er vores vigtigste og største inspirationskilde, og vi må på alle måder sætte ind og værne bedst muligt om den!

Chimalaya Charity
Pusletasken til mor og barn
- herhjemme og i Nepal
Bag4Life er et koncept, som Chimalaya Charity har udviklet for at forbedre forholdene for nyfødte i Nepal. Landet har en af verdens højeste spædbørnsdødeligheder bl.a. pga. fejlernæring og dårlig hygiejne. Chimalaya Charity har uddannet sundhedsplejesker, der tager på hjemmebesøg hos mor og barn straks efter fødslen. Her får moren hjælp til at etablere amningen og viden om sundhed, ernæring og hygiejne.
Ved det første hjemmebesøg får moren desuden en Bag4Life – en lokalt fremstillet pusletaske med udstyr, der kan være livsvigtigt, bl.a. termometer, desinfektionsvæske, sæbe, skifteunderlag, stofbleer, tøj og legetøj. For hver solgt pusletaske i Danmark doneres en Bag4Life i Nepal inklusiv et hjemmebesøg af en sundhedsplejerske.
Pusletasken, som sættes til salg i Europa, er en quiltet pusletaske fra Cam Cam Copenhagen og rummer to af mærkets bløde stofbleer og en rangle, alt skabt i økologisk bomuld og produceret under bæredygtige forhold. Derudover får mor og barn fem plejende, økologiske produkter fra Baby Space by Amazing Space; en shampoo, en olie, en creme, vådservietter og en duftende bamse. Det hele har en samlet værdi svarende til 1477 kr. (+300 kr. til Chimalaya Charity), men kan nu købes til 995 kr. hos Cam Cam Copenhagen og Amazing Space.
På den måde kan mødre i Europa støtte mindre privilegerede mødre i Nepal. Med Bag4Life kan mødre støtte hinanden – på tværs af landegrænser, kulturforskelle og økonomiske skel.
Om Chimalaya Charity
Chimalaya Charity er en dansk/nepalesisk NGO, der blev grundlagt i 2010 af psykoterapeut Pia Torp, med det formål at styrke mødre og give nyfødte en bedre start i livet ved at bekæmpe den farlige fejlernæring.
I 2013 indgik Pia Torp og Chimalaya Charity et samarbejde med lægerne, forsker og Ph.D. Ram Krishna Chandyo og hans kone, børnelægen og forskeren Manjeswori Ulak. De er begge uddannet i vesten, og arbejder nu i deres hjemland for at forbedre sundhedstilstanden blandt lokalbefolkningen. Sammen etablerede de mødregruppeklinikken i Bode/Thimi lidt uden for hovedstaden Kathmandu, ved hjælp fra det lokale samfund. Klinikken er hjertet i vores arbejde. Den dækker et opland på ca. 25.000 mennesker – et område med mindre byer og mange tæppe- og murstensfabrikker, hvor fattige kvinder knokler med hårdt fysisk arbejde. For mange lokale er klinikken og dets personale en tryg og velkendt ramme, hvilket gør det nemmere at skabe kontakt til de allermest sårbare.
Med visionen “Improving Maternal and Child Health” er Chimalaya Charitys overordnede formål at bekæmpe fejlernæring og fremme sundhed og udvikling hos børn gennem styrkelse og oplysning af mødrene og deres familier. Vi ønsker at sikre mødrenes sundhed før og efter fødsel, nyfødtes overlevelser og at vende den negative vækstkurve hos børn under fem år.
I 2016 blev Chimalaya Charity en NGO i Nepal og fokuserer nu fuldt ud på bekæmpelse af fejlernæring.
Chimalaya Charitys filosofi og tilgang til hjælpearbejde
Vores arbejde tager altid udgangspunkt i lokale behov, når det gælder mor/barn sundhed. Den overordnede ramme for projekterne bygger på en fælles faglighed og ideudveksling på tværs af grænser. Ideen om mødregrupper er fx hentet fra Norden, men på vores klinik er modellen tilpasset nepalesiske forhold, så resultatet bliver optimalt.
Klinikkens ledende læger, Ph.D. Ram Krishna Chandyo og dr. Manjeswori Ulak, er begge efteruddannet i bl.a. Norge. De er tilknyttet The Centre for Internation Health (CIH) i Bergen, som arbejder for at forbedre sundhedssituationen i lande med lave indkomster. CIH faciliterer også internationale samarbejder og forskning. Det betyder bl.a. konkret, at klinikken har adgang til ny forskning, når det gælder fejlernæring. Klinikken byder også studerende fra Global Nutrition fra Akershus, Universitet i Oslo, velkommen.
Indbygget i vores program har vi en løbende kapacitetsopbygning med undervisning af lokale sundhedsarbejdere. Vi inddrager gerne hele lokalsamfundet i vores arbejde. Det kan fx være at uddanne skolelærere til at have øje for udsatte børn, og når det er muligt, hele familien. Klinikkens ansatte har et tæt samarbejde med kommunen, som har stillet deres ejendom til rådighed for os.
Vores arbejde med at bekæmpe fejlernæring bliver støt og roligt samlet i en driftsikker og nem metode, som på sigt kan tilpasses andre steder.
Vi vil gerne udvikle klinikken til at blive et research- og ressourcecenter, der samler information om børns tidlige udvikling og bekæmpelse af fejlernæring.